Svanemærket totalrenovering af DGI’s landskontor
Offentliggjort den 3/9/2026
Som den første kontorrenovering i Danmark er DGI’s landskontor i Vejle nu blevet tildelt det eftertragtede Svanemærke. NorDan kan som de eneste i Danmark levere svanemærkede vinduer, der bidrager til et kernesundt byggeri.
I Vejle har man bevidnet et lille stykke Danmarkshistorie, for her skal omkring 175 medarbejdere fra DGI flytte ind i en totalrenoveret kontorbygning, der som den første af sin slags er blevet svanemærket.
Den tidligere lukkede bygning er blevet åbnet op, og store lysindfald er med til at skabe en lysere og mere imødekommende bygning, både for brugerne og for udefrakommende.
En kompromisløs certificering
Samtidig har der været et stort fokus på miljøvenlige løsninger, hvilket helt naturligt førte til rejsen mod at få bygningen certificeret med Svanemærket. En rejse, der kræver et skarpt fokus på både materialevalg, energiforbrug, indeklima og cirkulær økonomi.
– Det er en meget ambitiøs certificering at arbejde imod. Der er meget få kompromisser inden for denne ordning, så man skal holde tungen lige i munden som projektleder. Får du valgt de forkerte produkter, kan hele certificeringen ryge til jorden, og som ved andre certificeringer kan man ikke bare forsøge at hive nogle ekstra point i land i andre dele af byggeriet, forklarer Lars Christensen, der er salgsdirektør i NorDan Vinduer.
Strenge krav til energiforbrug
Helt centralt for en svanemærket renovering er, at bygningen skal have et lavt energiforbrug efter renoveringen, og at indeklimaet er godt – med strenge krav til fugtkontrol og minimeret eksponering for skadelige stoffer.
– Ved en svanemærket renovering betyder vinduerne utroligt meget. Vinduer udgør kun 5–10 % af bygningens klimaskærm, men står for hele 40 % af varmetabet. Gode vinduer er blandt de vigtigste valg i forhold til at minimere varmetabet. Et svanemærket vindue er derfor blandt de bedst isolerede vinduer i verden. I Danmark anbefaler Enova, som er etableret af de danske myndigheder for at fremme en miljøvenlig omstrukturering af energiforbruget, vinduer med en U-værdi på 1,2. Vores vinduer, som vi har leveret til denne sag, har en U-værdi på 0,7, fortæller Lars Christensen.
Han fortsætter:
– Alene at gå fra en U-værdi på 0,8 til 0,7 kan spare 25 kWh pr. m² vinduesareal om året!
Et svanemærket byggeri har en række fordele for både brugerne og de driftsansvarlige. Et lavt energiforbrug holder el- og varmeregningerne i bund, og de daglige brugere kan nyde godt af et exceptionelt indeklima med minimal eksponering for skadelige stoffer. Det betyder også, at man som bruger kan glæde sig over nogle af de strengeste kemiske krav til sundheds- og miljøskadelige stoffer, både i byggematerialer og kemiske byggeprodukter. Det gælder alt fra maling og fugemasser til isolering, dampspærrer og gulve.
Producenterne har et ansvar
Spørgsmålet er derfor: Hvorfor er kontorrenoveringen i Vejle den første af sin art? Ud fra kriterierne kan ingen jo modsætte sig fordelene ved svanemærket kontorbyggeri, og der er bred enighed om, at renoveringer er den mest bæredygtige form for byggeri.
Hos Lars Christensen er der ingen tvivl om, hvorfor denne type byggeri endnu ikke er mere udbredt:
– Det er svært at bygge svanemærket, hvad enten det er renoveringer eller nybyggeri. Man skal være ekstremt materialebevidst. Så jeg tror, at en del af ansvaret ligger hos producenterne, hvis man skal have entreprenører og bygherrer til at kaste sig over endnu flere svanemærkede byggerier, forklarer Lars Christensen og afslutter:
– Skal man vælge svanemærkede vinduer, er det i Danmark kun NorDan Vinduer, der kan levere dem. Det er en fantastisk konkurrencefordel, men det viser jo også, at der er en udfordring. Vi skal som producenter gøre vores forarbejde og levere løsninger til vores kunder, der gør det nemmere for dem at træffe de rigtige valg – som for eksempel at vælge svanemærket.